Sagen om den 3-dobbelte drabsmand Peter Lundin har været endevendt i pressen så meget, at det vist ikke er muligt at tilføje nyt. Det gør denne bog heller ikke i forhold til sagen. Dens styrke er, at den giver en samlet, nøgtern, uhyre detaljeret og kontant beskrivelse af hele sagsforløbet, og de reaktioner sagen har ført til i forskellige sammenhænge bl.a. med det formål at undgå mytedannelser, som der har været tendenser til, og som bogen så rigeligt dokumenterer. Bogen rummer udpluk fra mentalundersøgelsen, udskrifter fra dommen, grafologiske undersøgelser samt et længere efterskrift at retspsykiater Henrik Day Poulsen, som på grundlag af den videnskabelige litteratur om emnet, skriver om hvad der får folk til at begå onde handlinger. Navnet Lundin vækker stadig nysgerrighed og opmærksomhed i offentligheden og alene af den grund appellerer den til en bred målgruppe. Forfatteren er journalist og har tidligere både i bogform og TV beskæftiget sig med danske kriminalsager.