I tæt skreven form forsøger forfatteren, der er kunsthistoriker, at trænge ned i dette århundredes tyske byplanlægning og byplandebat. Hovedtesen er, at den traumatiske fortid, der stadig spiller en rolle i tysk kultur, også præger udformningen af det fysiske bybillede. Traditionelt inddeles periodens arkitektur i funktionalismen før 1933, Speers monumentale Hitler-arkitektur efter 1933 og den forudsætningsløse genopbygning efter 1945. Det påvises, at der kan pilles ved dette, idet de samme arkitekter faktisk forestod planlægningen både før, under og efter nazismen. Bogen handler mindre om konkrete projekter, men mere om en række arkitekters ideer og samarbejde. Et stort antal arkitekter nævnes, og der citeres flittigt fra deres bøger og udtalelser og fra interviews forfatteren har foretaget. Omdrejningspunkterne er Berlin, Dresden og Hamborg med en afstikker til forbindelsen med danske arkitekter under krigen. Konklusioner serveres ikke umiddelbart. Den oplysningsmættede bog stiller derfor store krav til læserens medleven. Den er skrevet i et klart sprog uden unødig brug af fagtermer. Illustreret med få fotos og tegninger. En bog, der trods sit aktuelle og interessante emne, mest er af interesse for fagfolk.