De 6-10-årige fans af serien om RAP : Rideskolen Agersøs Ponyer kommer endnu engang tættere på familien bag rideskolen, og det kan de slet ikke få nok af. Bogen fungerer både i forhold til selvlæsning og som højtlæsningsbog.
Den svenske forfatter bag den populære serie fortæller her om, hvordan rideskolens ejer flyttede fra England til Sverige sammen med alle shetlandsponyerne og sine 2 sønner Erik og Simon, da de var 6 og 8 år gamle. Historien fortælles af Inger, som en godnathistorie til de 2 brødre. Selvom historien vidner om et indgående kendskab til hesteverdenen, bliver det også en beretning om at forlade det kendte og trygge hjem for at starte på en frisk. Historien suppleres med drengenes egne bemærkninger, hvilket fungerer rigtigt fint. Bogen er i hardback, teksten trykt med stor sats og sat i en åben typografi, som gør at bogen kan læses allerede fra ca. 8 år og samtidig ligne en "rigtig" bog. Bogen er, som de øvrige bind, rigt illustreret med farvestrålende og vellignende tegninger.
Bogen er bygget op omkring samme godnathistorie-ramme som resten af serien. Vi har ikke mange hestebøger for denne målgruppe med drenge i hovedrollerne, men bogen kan fint sammenlignes med Bent Faurbys Lille Dingo-serie, som starter med Noahs store ønske.
En lidt anderledes, men skøn, hestebog, som både egner sig til selvlæsning og højtlæsning.