Kort efter udgivelsen af DR's 4. CD/MC Hej Frede med børnesange indspillet af rocksangere og -grupper følger her en sangbog med sangene fra denne og forgængeren Tangokat. Den er ligeså appellerende, vellykket og flot udstyret som Sangene fra Åh abe! og Pa-papegøje (1994) og den skal nok blive ligeså populær blandt lånere i alle aldre. De traditionelle og nyere kendte sange gengives i deres oprindelige udgave, men teksterne har fået mindre spoglige justeringer for at komme "på omgangshøjde med folkemunden". Sangene er nemme at synge og for de flestes vedkommende også at spille, da de næsten alle er noteret i enkle tonearter med højst 2 fortegn. Nodebilledet, der er tydeligt trykt, består af melodilinien med becifringer og teksten til 1. vers, der gentages sammen med resten af versene. Jan Mogensen har illustreret alle sangene med tegninger i overvejende douce farver i samme stil som fonogrammernes omslag, der også pryder bogens for- og bagside. Sangene kommer stort set i alfabetisk rækkefølge, men nogle steder har det været praktisk at bytte lidt rundt af layoutmæssige grunde. Bagest er der en alfabetisk indholdsfortegnelse til begge sangbøger, hvor titlerne fra den første er trykt med rødt og dem fra denne med blåt.