Rifbjerg har valgt døgnets kredsløb som en ikke særlig forpligtende kompositorisk ramme omkring sine scener fra det daglige liv, hvad der vel skal angive disses gentagende mønster. Digtene er barberet ned til det rent registrerende, blottede for metaforik, en følgelig udvikling af portrætdigtenes noget distancerede holdning. Det kan se meget tilforladeligt ud, men er det ikke, for i de bedste tekster, ikke alle er lige tætte, skydes lag af absurd komik ind under hverdagen og dermed åbnes der til tilværelsens faldgruber. Tonen er medfølende, humoristisk, og den indre modsætning kan han - vel som ingen andre - få til at stå og stritte i nogle præcist fixerede linjer, der viser hvor skrøbeligt dog det hele er. I det hele taget ligger digtenes styrke i en forsætslig underdrivelse, der tvinger læseren ind i en medskabende læsning, fremmet af deres lettilgængelige præg. Blandt den styrtsø af titler som på omslaget viser Rifbjergs vældige produktivitet, vil denne komme til at stå somen rar og veloplag bog.