Action-RPG. Dette er et 3D-remake af et klassisk fantasy JRPG fra 1993. Vi følger tre helte som skal forhindre et ondt imperium i at erobre verden. Fra 10 år.
Historien foregår i en fantasiverden, som indeholder energikilden "mana". En ældgammel, avanceret civilisation udnyttede mana til at konstruere en flyvende fæstning, som blev centrum for et magtfuldt imperium. Som straf sendte guderne kæmpemæssige uhyrer til verdenen, som udryddede imperiet. Nu er imperiet på spil igen og prøver at samle mana til at få liv i fæstningen påny. Dette JRPG udspilles på traditionel 16-bit manér i top-down perspektiv, hvor spilleren går på opdagelse i terrænet og kæmper mod fjendtlige væsner. Undervejs møder man to andre helte, som har individuelle styrker og svagheder. I de byer man kommer til på rejsen, kan man genoprette liv og crafte våben og udstyr. Sproget er engelsk.
Det originale "Secret of mana" fra 1993 er en vaskeægte spilklassiker. Nærværende remake trækker i høj grad på nostalgien, men udviklerne har dog vovet at genskabe spillet i en form for 3D-grafik, selvom gameplay stadig foregår i traditionel 2D. Fans af originalspillet er generelt ikke glade for den grafiske udvikling, men for nye spillere er det klart den lange og velskrevne historie der betyder noget. Og den er rigtig god! Der er en smule knas med styringen, men alt i alt en fantastisk spiloplevelse, hvor plot og retro-feel går arm i arm. Sværhedsgraden kan magtes fra 10 år. PEGI: 7 og ikon for vold.
Nintendos Zelda-serie er sammenlignelig.