"Hvor de på de første par plader lød som et band, der altid var på vej, lyder de nu mere som et band, der er nået frem. Og befinder sig godt dér, hvor de er. Der bliver taget knap så mange chancer, og det betyder færre rundskæverter, men også færre af de helt store overraskelser. Hvad, vi så til gengæld får, er et bundsolidt, umanerligt vellydende album. Hvor bandet har skruet en anelse op for poppen uden at tabe deres rødder i artrocken af syne. Og som på trods af de mange flotte overflader først for alvor viser sin sande styrke efter flere gennemlytninger".