En skøn og fantasifuld billedbog for de "seje" drenge fra 4-7 år og deres voksne med forkærlighed for at fortælle vilde opdigtede historier.
Endnu en lille perle fra makkerparret Willis/Ross. Med deres vanlige sans for humor i både tekst og billede føres vi ind i en historie om Seje Kanin (engang kendt som Ninus), der fortæller en værre røverhistorie for at undgå at få ballade med mor og far over sin dårlige karakterbog. I et afskedsbrev til sine forældre fortæller Ninus, at han er stukket af for at blive medlem af banden Djævlekaninerne. Det kræver en optagelsesprøve, som han består på bedste vis og er nu udstyret med ring i øret, halen farvet grøn og blå samt læderjakke med rygmærke. Ninus er nu verdens sejeste kanin og vi ser ham blive voldsomt såret i en bandekrig. Men det viser sig, at Ninus i virkeligheden er hos mormor. Allersidst vises på tryggeste vis at det nok skal gå alt sammen. Illustrationerne er klassisk Ross fyldt med action og humor, inkl. rygmærker med dødningehovedkaniner. På forsiden ses Seje Kanin iført læderjakke, ring i øret og med det mest rå udtryk i ansigtet. Selve teksten er trykt håndskrift og virker sine steder lidt voksent i sproget, men sejt er det.
Carl Quist Møllers Løgnehistorier, er det der er tættest på denne historie, men hos Ross/Willis har den lille løgn en årsag.
En herlig røverhistorie, der med sine actionfyldte illustrationer nok skal glæde de små drenge, selvom der ligger en dårlig karakterbog og lurer.