Astrid og Harald er ufrivilligt barnløse og efter mange år går drømmen om adoption i opfyldelse, de rejser til Thailand efter en lille dreng, som bare er en måned gammel. De første år sammen med drengen Raymond går rigtigt godt, lige indtil han starter i skolen. Der hører han de første racistiske bemærkninger og oplever for første gang at være anderledes. Raymond deltager i mange aktiviteter, han er både rast- og rodløs, hyperaktiv og delvis kriminel inden han som 23-årig tager sit eget liv. Familien er aktive kristne og søger under hele forløbet trøst i kirken og hos trosfæller. Det ses tydeligt i bogen, hvor der er mange gengivelser af bibelcitater, familiens bønner og sange/salmer. Det er en ulykkelig historie, hvor man kan undre sig over, at familien ikke fik professionel hjælp i tide. Bogen er fortalt noget staccatoagtigt i små korte afsnit, den springer i tid og sproget er sine steder lidt ubehjælpsomt. Jeg sad tilbage med en oplevelse af, at ingen rigtigt havde været følelsesmæssigt involveret i Raymond, det er i al fald ikke lykkedes at formidle det, hvis det var tilfældet. En lidt speciel læseoplevelse.