Velskreven ungdomsberetning fra 1980'ernes Hjørring, der handler om druk og kriminalitet, og forældrenes manglende involvering. Kan læses af såvel voksne som unge.
Kræmmer arbejder til daglig som pædagog og har specialiseret sig i behandling af psykiske lidelser som autisme og ADHD. Nærværende udgivelse er hans debut og handler om hans barndom/ungdom i 1980'ernes Hjørring. De medvirkendes navne er ændrede, men ifølge Kræmmer er resten af bogen en ærlig og sandfærdig beretning. Bogen handler om den unge Claus' opvækst i en skilsmissefamilie, hvor han føler sig misforstået og overladt til sig selv. Han begynder at drikke og begå kriminalitet og lever i det hele taget et vildt teenageliv, alt sammen i et desperat og forgæves forsøg på at råbe de voksne op. Til sidst melder han sig til marinen, som formår at give ham den opdragelse han har søgt hele livet og bringe ham på ret kurs.
Giver en fin indsigt i en lidt utilpasset, men alligevel helt almindelig teenagedrengs frustration over ikke at blive forstået af omgivelserne. Den er velskrevet og let at læse, og vil især appellere til 14+ drenge som på trods af tidsforskellen, helt sikkert vil kunne genkende sig selv. Bemærk dog at bogens størrelse kan afskrække nogen, og visse af beskrivelserne kan synes lidt vel private.
Kan vel bedst beskrives som en blanding af "Virkelighedens verden" og en anden nordjyde; Bent Haller.