Séraphine

Det insisterende stilfærdige, billedskønne og smukt vemodige filmiske portræt af den naivistiske maler Séraphine Louis eller Séraphine de Senlis (1864-1942) henvender sig bredt til et publikum med interesse for kunst og kunstens væsen, kunstneres liv og levned og bør naturligt indgå i en formidling af billedkunst i almindelighed og blomstermalerier i særdeleshed.

I 1914 indlogerer den tyske kunstsamler Wilhelm Uhde sig i et hus i den lille franske by Senlis. Han er optaget af Picasso og Rousseau og skal skrive en artikel om førstnævnte, da han opdager, at den mutte husholderske Séraphine maler billeder i kraftige og skønne farver. Uhde er begejstret for værkerne og opfordrer den selvlærde Séraphine til at satse mere på malerkunsten. Krigen skiller dem ad, men i 1927 mødes de igen i Chantilly, hvor Uhde atter bliver hendes beskytter, indtil depressionen i 1930'erne sætter en stopper for hans kunstindkøb. Den enfoldige Séraphine glider ind i vanvid og ender sin dage i dårekisten! Der er en lang tradition i filmhistorien for at skildre kunstnere, deres liv og drivkraft. For eksempel er malerne van Gogh og Gauguin portrætteret af henholdsvis Kirk Douglas, 1956 og Donald Sutherland, 1986.

Der er en pædagogisk vilje til at formidle Séraphine Louis' kunstneriske univers, og på en måde kunne Martin Provosts film være for voksne, hvad Lena Andersons og Christina Björks Linnea i malerens have er for børn.

Anbefales varmt, men det meget langsomme tempo kan glimtvis forveksles med kedsommelighed.

Read the full assessment