Bogen henvender sig til interesserede i biografier og eksotiske lande.
Forfatteren (f. 1951) er universitetsuddannet biolog, forhenværende gymnasielærer. For nogle år siden brød han op fra Danmark, bosatte sig i Seychellerne og giftede sig. Bogen beskriver hans oplevelser af Seychellerne gennem en halv snes udflugter til forskellige steder. Bl.a. en lille ø (Denis), regnskoven og nationalparker. Hovedvægten ligger på forfatterens egne oplevelser, mestendels fortalt i jegform og gennem en del samtaler med de lokale. Hertil kommer så enkelte naturbeskrivelser. Detailstoffet er grundigt og skildrer mestendels det overraskende for en europæer at komme til Seychellerne. Bogen har spredte fotoer i farver med afrundede kanter med motiver fra Seychellerne. Den er trykt på glittet papir. Sprogligt let forståelig.
Forfatteren har skrevet romanen Rustenborg & Co., 2005 og Afrejsen fra det berøringsangste Danmark, 2006. Om Seychellerne findes ikke noget selvstændigt værk på dansk.
Selvbiografisk bog om forfatterens liv på Seychellerne og den første bog på dansk om stedet.