Forleden dag i udlånet ville en lille purk høre, om vi havde en bestemt melodi, og så sang han uden at kry: <i>"Alt føles som tomgang jeg rykker ikke/Parkeringspladsen den er stadig tom/Så jeg henter en omgang og tømmer flasken/For her på pladsen vil jeg falde om..."</i> Jeg vidste godt, det her var Shaka Loveless' single "Tomgang", for datteren min har også sunget den derhjemme og vist mig Youtube-videoen, der har haft mere end 3 millioner hits. Med andre ord: Shaka Loveless' lette, men melankolske dancehall og reggae er gået rent ind hos et stort og ungt publikum. Ligesom Klumben er Loveless ud af Nørrebros kreative reggae- og dancehall-miljø. Det svinger fænomenalt takket være Pharfar, der har trykket på knapperne. Albummet slutter med en tåget og vellykket coverversion af Skousen & Ingemann's "Herfra hvor vi står", en hommage til rødderne og blomsterbørnene, hvor Peter Sommer i øvrigt synger med.