Shakespeare : renæssancen som drama

Johannes Sløk har med sine oversættelser af Shakespeare og sine introduktioner til de enkelte dramaer indlagt sig stor hæder. I denne nye bog følger han op med en tværgående analyse, hvori hani en fortsættelse af temaet fra sin sidste bog Da mennesket tog magten (1989), der drøftede renaissancens sætten mennesket i centrum, prøver at anskue Shakespeares dramatiske produktion som etprodukt af tidens tankegang og ideer. Et projekt som han disponerer i en række kapitler helliget bl.a. kongebegrebet, altså magten, det enkelte individ, tiden, stedet og sproget. I de enkeltekapitler går han så ind til Shakespeare og finder eksempler og belæg, der fører op mod hans slutkonklusion, at man hos Shakespeares teater kan finde »renaissancen i dramatisk anretning, denpersonlige relation mellem... to kraftcentre: individet og Gud«. Gud forstået i bred betydning: skæbne, menneskenatur, den personificerede Gud. Godt nok, for så vidt, men alt i alt i enfremstilling, hvor Sløk, der kan Shakespearepå fingrene ekvilibristisk boltrer sig på kryds og tværs, mens vi andre ser til. Den dynamik, der ellers præger Sløk, når i bogen her ikke udover kantentil os andre, selv om han slider bravt i det, og jeg må stadig mene, at Jan Kotts Shakespeare vor samtidige (1966) står distancen som Værket om Shakespeares tanker og verdensopfattelse.

Read the full assessment