I sommeren 2007 døde sangerinden Natasja Saad i en bilulykke på Jamaica, og tre måneder efter udkom hendes dansksprogede album "I Danmark er jeg født". Albummet solgte 90.000 eksemplarer og gav Natasja en fortjent, posthum succes. Men ved sin død var Natasja også klar til sit internationale gennembrud. Hun havde allerede scoret et gedigent klubhit "Calabria" sammen med dance-produceren Enur, og "Shooting star" var ment som en opdateret version af hendes lidt vage, engelsksprogede 2005-debut "Release". Flere af numrene er derfor at finde her, side om side med tracks som "Better than Dem", en duet med dancehall-stjernen Beenie Man, og en opdateret version af "Calabria". Her er mere rendyrket reggae og pop, men selv om der umiskendeligt var stjernefrø over Natasja, synes undertegnede hun var langt mere interessant på dansk, hvor hun formåede at indskrive sig i en sangtradition, der går tilbage til Steppeulvene og tidlig Gasolin.