Sikken en tørst!

Den blot 20 årige Carola Giese debuterer med en herlig billedbog for børn i 4-7 års alderen. Historien er ganske enkel, men rummer alligevel stof til forskellige interessante samtaler mellem børn og voksne. Scenen er en oase midt i ørkenen, hvor idyllen brydes en morgen, da dyrene opdager, at vandhullet er tomt. Dyrene enes om at sende kamelen og myren ud som detektiver, der skal opklare mysteriet. Alle de adspurgte har alibierne i orden - der er virkelig tale om et mysterium. Så bryder den ene af detektiverne ud i gråd, og må indrømme, at den er skyld i miseren. Historien får en lykkelig - omend ikke ganske troværdig - afslutning, og moralen er, at det letter, når man tør indrømme sine fejltalelser. Den søde historie om mod, tilgivelse og indrømmelse ledsages af farvestrålende, humoristiske stregtegninger. De skøre tegninger leveres med friskhed og klar inspiration fra tegneseriernes verden. Layoutet er enkelt, lækkert og indbydende. Også det indbyggede bogmærke med afbildning af historiens hovedfigur, vil falde i de unge tilhøreres smag - selvom en så kortfattet historie, vel nok i de fleste tilfælde kan klares i ét hug.

Read the full assessment

Et sted i Afrika lever en flok dyr i harmoni om deres herlige vandhul, men en dag er vandet væk, helt væk. Efter en kort rådslagning sender dyrene den modige myre og den kejtede kamel ud for at opklare mysteriet. Alle dyrene har et alibi. Elefanten har bind om snabelen og tigeren drikker kun mælk osv. Ved hjemkomsten må kamelen gå til bekendelse; den har i søvne drukket alt vandet og nu er den så flov, at den græder og græder. Så kort efter er vandhullet igen fyldt. En charmerende bagatel af en ung, debuterende tysk pige, født 1978. Hendes billeder, lavet med farveblyant, viser hende som en større kolorist end figurtegner. De fleste af dyrene, med kamelen som lykkelig undtagelse, er ret skabelonagtige uden megen individualisering og karakter. Alligevel er resultatet rart og hyggeligt og historien fungerer godt nok til at røre den 4 - 5-årige , om ikke til tårer, så dog til forståelse og medfølelse. Hvem har ikke oplevet, hvor flovt det kan være at måtte gå til bekendelse over pinlige synder.

Read the full assessment