"Mørk, sammenbidt rock med tydelig inspiration fra 1980ernes postpunkscene. Joy Division og The Birthday Party spøger således i det kantede, insisterende sortsyn, og Jehnnie Beths hårde, stridslystne stemme vækker mindelser om Siouxsie Sioux fra Siouxsie And The Banshees. Men Savages overbeviser ikke bare i de hårde numre, som de brillante »Husbands«, »I Am Here« og »She Will«, men bestemt også i de langsommere, mere nuancerige passager. Som i »Waiting For A Sign«".