Dette er bd. 2 i en planlagt nutidsskildring i 3 bind. 1. bind er Ifølge Sofia (2002). Vi følger fire skikkelser: parret Sofia og Simen; hendes bror Bird og hendes elsker Leon. Sofia er kirurg mens de tre andre er i journalist- eller jazzmiljøer. Denne bog begynder med Sofias død sandsynligvis af en hjernesvulst. Beretningen går dog aldeles ukronogisk til værks. Det er Lønns prosa, der er det vægtigste element i dette værk og således ikke først og fremmest plottet, der holder læseren fangen. Det er det særlige sprog, måden et billede hastigt fremkaldes for beskueren. Associationer til jazzimprovisationer er nævnt i forbindelse med bd. 1. Billeder glider umærkeligt over skærmen, de skifter gennem generationer og tider. Her er internationalt samfundsperspektiv, her er vinkler på 11. sep., her er historiske snapshots af bedstefaderen, der var skibsreder. Her er også et billede af Simens mor, Loti, der planlagde det ultimative spring fra klippen. Det er en bog, der giver en særegen sprogoplevelse. Men også nutidige billeder. Dette er skønlitteratur, der skal formidles, kommer måske til at høre til blandt klassikerne engang, som Kjærstads og Durrells.