Det kan godt være, at denne kioskbasker af en titel kan sælge bøger, men faktisk falder den noget ved siden af bogens beskedne og saglige tone. Den er skrevet af en af Englands bedst kendte clairvoyante healere, som tidligere på dansk har udsendt Sindets energi (1994). Hendes nye bog, der ligger i naturlig forlængelse af den forrige, giver en prunkløs skildring af healingens væsen og dens mange facetter, og Shine påviser, hvordan evnen kan udvikles og forfines vha. fysiske og mentale øvelser. Desuden indeholder bogen en række generelle kost- og leveråd samt et afsluttende kapitel om livet efter døden. Shine er ikke den store analytiker, så en egentlig forklaring på psykisk energi bliver kun antydet. Når bogen alligevel fremstår som et betydeligt dokument, skyldes det forfatterens overbevisende first hand information fra et endnu uudforsket grænseland. Henvender sig både til den professionelle healer og hobbyokkultisten.