Læs om Celina, 16 år, der for alvor er forelsket, men i et spøgelse, så hvad skal hun gøre? Paranormal romance for især piger fra 14 år.
Celina er rigtig træt af skolen og da kæresten ovenikøbet dropper hende, flytter hun hjemmefra og får job som ung pige i huset hos en dyrlægefamilie. Men hendes fortid flytter med og trækker hende ind i en lang række farefulde begivenheder og en forelskelse, der rækker langt ud over Celinas eget liv og efterhånden indser hun, at hun har en helt særlig evne, som vil påvirke hendes liv for evigt. Ungdomsromanen er skrevet af Christina Bonde, der tidligere har skrevet lignende fantasyromaner senest Skyggesider også til unge læsere fra 14 år. Forsiden har et skær af rosa og viser øverst to unge mennesker i et kys, nedenunder og midt på siden et blomstrende træ lidt i skygge og nederst står titlen med sølvbogstaver.
En ganske udmærket og fængende roman til unge fra 14 år og voksne med hang til en cocktail af kærlighed og det overnaturlige. En roman der med sin forside signalerer, at den handler om unge og kærlighed med et skær af mystik.
De seneste år er der udkommet rigtig mange paranormal romances, der i layout, tykkelse og indhold ligner meget hinanden. Blandt andet kan nævnes serierne "Haunting Emma", "Beautiful creatures" samt forfatterens egen serie "Nattens sanger".