Bogen er primært henvendt til børn fra 3 til 6 år, og har til formål at forberede børnene på læsningen ved på en sjov måde at lege med bogstaver og ord og deres lyde og udseende.
Hr. Skæg kendes som manden med det lange, sorte skæg fra DR TV's "Skæg med tal" og "Skæg med bogstaver". Førstnævnte kom i en billedbogsudgave med tilhørende dvd, Skæg med tal, (09/31). Skæg med bogstaver introducerer for førskolebørn bogstaver, ord og deres lyde ved hjælp af historier, labyrinter, mundrette rim og bogstavjagt. I centrum for det hele er Hr. Skæg, gengivet i en flot streg tegnet af Miwer, som kendes for flere af Hugo labyrintbøgerne fx Hugo i de afskyelige labyrinter (02/50). Bogen sprudler af opfindsomhed og overskud. Så børnene kan på en sjov, medrivende og legende måde begynde at lære bogstaver og ord at kende. Bogen er forsynet med faktabokse henvendt til den voksne, som fx beskriver rims indvirkning på ordindlæringen. Flot forside med Hr. Skæg på bogstavjagt i luftballon. Andre end fans af tv-programmerne vil kunne fornøjes over bogen.
Der findes mange bøger om at lære ord og bogstaver. Med sin lidt skøre facon kan den give mindelser om Thorstein Thomsens Min første ABC, senest (07/29).
Skæg med bogstaver er en finurlig og fornøjelig introduktion til bogstavernes og ordenes verden. Jeg tror den vil formå at fornøje før-skolebørnene - og ikke kun fans af tv-programmerne.