Et forkullet lig på et bål, og endnu et lig siddende som tilskuer til afbrændingen. Efterforskerne Týr og Karó samt retsmedicineren Idunn kaldes til Vestmannaøerne for at opklare de uhyggelige mord. For krimilæsere som holder af en atmosfære af uhygge.
Barndomsvennerne Trausti, Sigga, Ragga, Ari og Leifur samles på en lille ø, for at tage afsked med deres afdøde veninde Gugga. Hvad Gugga døde af står uklart, og hendes sidste tid er et mysterium for dem. Mens vennerne er på øen, står det dog klart at nogen vil dem ondt. Kan det have en sammenhæng med en frygtelig hemmelighed, som flokken har gemt på siden deres studietid? Er regnskabets time kommet? Bogen springer i tid og handlingen er i 2 spor, hvor man skiftevis følger vennegruppen og politiet. Bogen er 2. del af serien "Sort is" om efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn. Seriens 1. del har titlen .
En uhyggeligt velskrevet og kuldegysende krimi, som virkelig kryber under huden på læseren. Med isnende uhygge fortælles om de frygtelige hemmeligheder, som kan gemme sig lige under overfladen, i et lille samfund som ellers fremstår fredeligt. Kulden, stormen og det rå og øde landskab underbygger den ulmende uhygge. Sigurdardóttir manifesterer sig atter som en mester indenfor psykologiske gys.
Holder man af krimier med uhyggelige undertoner og psykologiske spil, er Ragnár Jonassons psykologiske krimier fx Byen også et must read.