Den lille kanin, Simon, og hans ven, Ferdinand, leger med biler. Simon kunne godt tænke sig Ferdinands røde bil. Mon han vil bytte? Sød billedbog for børn fra 3-6 år.
To bøger i serien om kaninungen Simon, der er kendt fra tv-serien af samme navn, som sendes på DR Ramasjang. I "Skal vi bytte" leger Simon og hans ven, Ferdinand, med biler. Simon kigger misundeligt på Ferdinands røde bil og overtaler Ferdinand til at bytte hans røde bil for Simons tre biler. Men Simon fortryder, så hvordan får han Ferdinand til at bytte tilbage? I "Superkanin" leger Simon, at han er Superkanin, som fanger skurke. På sin jagt efter skurke hopper han ind i et hul i et træ og får en splint i fingeren. Og så må selv en Superkanin have hjælp af sin mor. Stephanie Blake har også udgivet Pølsebæ om Simon.
Simon er en sjov, lille kanin fuld af krudt og gåpåmod, som leger og oplever forskellige ting som børn gør i børnehavealderen. Sproget er let at læse og sat med store fede typer, hvor nogle ord er enten større eller mindre efter, hvordan trykket lægges, når man læser op. De farvestrålende stregtegninger består af enkle motiver på en ensfarvet baggrund.
Man kan læse om andre kaninunger i den gode serie om Anders, fx Anders holder fest, der er knap så sprudlende i sit udtryk som Simon-bøgerne.