Denne bog er primært til fritidslæsning for naturinteresserede børn fra elleveårsalderen. Den fortæller først veloplagt om insekter i almindelighed og herefter om en række udvalgte arter, slægter eller familier fx fluer, myg, myrer, cikader, bier og sommerfugle. Bagest er der et opslag om rekorder og mærkværdigheder, et opslag om insekters hovedroller i bøger, film og musik, en quiz, hvor man kan teste sin nyvundne viden og en side med adresser. Den indeholder også eventyr, digte og nogle meget forskelligartede aktivitetsforslag. Illustrationerne består af gode farvetegninger. På forsiden ses diverse insekter i en farverig blomstereng. Bogen er af tysk oprindelse, og enkelte billeder viser arter, som sjældent eller aldrig ses i Danmark. Jeg bliver nødt til at erklære mig uenig i, at vores hjemlige skarnbasse, Geotrupes stercorarius, er den samme som en ægyptisk skarabæ, Scarabæus sacer, og jeg kan ikke få afsnittet om sankthansorm og mine egne iagttagelser og fotografier af de lysende biller til at passe med bogens tegninger.