Øjenvidne bøgerne er en ny lovende serie for begynderlæsere. Den har som formål at inspirere, udvikle og fastholde læselysten, og serien er inddelt i 4 grupper med stigende sværhedsgrad. Denne bog om slanger er beregnet til begynderlæsere. Med en kort tekst, sat i en stor typografi og store, flotte billeder, fortæller den om hvordan slanger ser ud, skifter ham og hvordan de bevæger sig. Bogen fortæller også om slangeæg og -unger og om hvordan slanger æder dyr, der er meget større end dem selv. Teksten er tilpasset let øvede begynderlæsere. Lange ord er forsynet med delestreger. Der er mange gode oplysninger i bogen, og de store, farvestrålende billeder skærper nysgerrigheden og supplerer teksten fint. Flere steder er der bokse med særlige oplysninger, og til sidst er der en side med fakta om slanger. Bogens primære målgruppe er begynderlæsere fra 7 år, men den kan billedlæses fra 5 år.