Aron er 17 år og nyforelsket, da han træder i karakter som en handlekraftig forkæmper for moral og retfærdighed. For læsere af episke udviklingsromaner, malet med en bred pensel.
Aron Holland Broussard fra Texas, forelsker sig i 1952 i den smukke Valerie og lægger sig ud med hendes kæreste. Aron og Valerie bliver par, men Arons provokerende og uforfærdede facon skaffer ham ganske alvorlige problemer på halsen. Valeries ekskæreste er ikke alene søn af en rig far med tvivlsom moralsk habitus, men er også en hævngerrig og voldelig psykopat, så snart bliver Aron og hans bedste ven forfulgt, truet og overfaldet i en grad, der udvikler sig til et spørgsmål om liv eller død. Aron forsøger at holde sig under radaren, for hvad er politiets, lærernes og de andre voksnes dagsorden egentlig? James Lee Burke har skrevet en række sydstatskrimier, samt Vejfarende fremmed, der handler om Arons far som ung.
Det nostalgiske og kyniske tilbageblik på et klassedelt og moralsk USA i Koreakrigens skygge kombineret med en mørk, uheldssvanger stemning fungerer udmærket. Det samme gør persontegningen. Fremdrift er der til gengæld ikke så meget af, og sine steder er handlingen næsten ved at gå i stå.
Uden at befinde sig i samme liga kan James Lee Burke læses sammen med amerikanske forfattere som fx Cormac McCarthy og John Williams Vejfarende fremmed.