Skønheden og bæstet

Det flippede udgangspunkt afslører sig i titlerne. Askepeter er blevet en dreng, Øko-ulven og møgsvinene fører voldsom kamp om miljøet, Skønheden og Bæstet ender med at blive lige grimme, uappetitlige og lykkelige og Kejserens uldne underbukser bliver vendepunkt i et nudistrige. Historierne fastholder nok deres kerne, men den ydre handling tilføres således mere end et humoristisk skær ved så at sige at blive vendt på hovedet eller taget på ordet. De lykkes især i hensigten når mange nutidige træk tilføres som i Askepeter og Økoulven, og knap så meget når hverken logik, udgangspunkt eller alm. nyfigenhed overskrides som i Kejserens nye underbukser. Udover de grundlæggende genretræk er der ikke så meget eventyr tilbage. Sproget er lidt småsnakkende, forkortet og moderniseret og understøtter dermed den humoristiske indfaldsvinkel, ligesom især de gode s/h ill., der minder meget om Tony Ross' streg. Vil man have fat i virkeligt kvalitetsmæssigt bearbejdede eventyr af samme type findes de. Fx: De tre små ulve og den store stygge gris (1993), af E. Trivizas og Jon Ranheimsæters genreoverskridende Drengen der ville være bange (1990). Bøgerne her er umiddelbart sjove og charmerende og så heller ikke mere. Hastige skitser til underholdning, som Rune T. Kidde også har lavet dem.

Read the full assessment

Her er endnu 4 kendte eventyr taget under behandling i serien Fuldkommen flippede fortællinger. Denne gang er det Ulven og de tre små grise, Skønheden og udyret, Askepot og Kejserens nye klæder, der ganske vendes op og ned på, så vi får Øko-ulven, der redder dalen fra de tre møgsvins forurenende byggerier, bæstet Brian, der altså ikke kan forelske sig i skønheden, før trolddommen ophæves, så hun bliver vidunderligt grim, Askepeter, der ikke må komme med til Brøndsted Uniteds pokalfinale, men ved feens hjælp bliver spiller og topscorer på holdet, og endelig kejseren, der i landet hvor alle glade går helt uden tøj, narres til at købe varmt undertøj, som ingen skulle kunne se. Det er korte, let-læste historier, rigt illustreret i sort/hvid i en levende, løs tuschstreg, der leder tanken hen på vittighedtegninger. Eventyrene får en meget humoristisk og ofte overraskende drejning, ikke helt så sofistikeret som Kiddes, synes jeg, og det er nok en smagssag, om man kan goutere den rablende humor. For mig er det lige i overkanten at læse 4 bd. i træk, men mange børn indenfor målgruppen vil elske den morbide fantasi, de er skrevet med. Til oplæsning fra ca. 7 år og selvlæsning fra ca. 9.

Read the full assessment