En herlig, selvstændig bog i serien om detektiven Filip M. Lund. Lix-tallet er kun på 11, men historien er skruet så fantasifuldt og originalt sammen, at bogen både er interessant for de 7-10-årige og betydeligt ældre børn. Bogen bør introduceres - for måske er både sproget, de forrygende tegninger og selve temaet så usædvanligt, at nogle børn vil gå uden om - og det vil virkelig være synd.
Det er ikke nogen helt almindelig krimi-gåde vores detektiv sætter sig for at opklare. Han vil ganske enkelt forsøge at finde ud af, hvorfor så mange synes, at fodbold er fantastisk. For han forstår det ikke selv. Filip M. Lund kaster sig ud i et hæsblæsende opklaringsarbejde, som i den grad involverer ham selv i løjerne. Det er usædvanligt, det er opfindsomt, det er virkelig skægt. Faktisk er det længe siden, at denne garvede lektør har grinet så godt over en letlæsningsbog - hvis det overhovedet er sket før. Stilen er "noir" med reference og ironisk distance til den klassiske filmkrimi og dertil føjes en veloplagt omgang fis og ballade. Karla von Bengtsons markante stregtegninger er stærke, sjove og understreger den spøjse, ironiske stemning.
Historien minder i stil og tone lidt om Jack Stump-bøgerne, som dog er noget mere omfattende og krævende.
Lektøren her er begejstret. Holmboe og von Bengtsons herlige detektivfortælling oser af overskud, atmosfære og fortælleglæde. Lidt anderledes - lidt mere skør - og meget bedre fortalt end den gennemsnitlige letlæsningsbog.