"Skolens teammøder" er opskriften på, hvordan teammøder og -samarbejde kan organiseres, så det skaber mere mening for alle deltagere. Bogen henvender sig til lærere, pædagoger og ledere i den pædagogiske verden, som ønsker at opkvalificere teamsamarbejdet.
Bogen beskriver, hvordan teamet skal facilitere sig og opgaverne fordeles, så møderne bliver mere konstruktive og effektive, afvikles lettere og alle deltagere bliver hørt. Derudover gives der ideer til forskellige processer og arbejdsformer, som teamet kan anvende, når de skal videndele og reflektere.
En virkelig god udgivelse, som gør det let for lærere og pædagoger at optimere mødekulturen og udbyttet af møderne. Bogen er velskrevet, inspirerende og meget praksisorienteret. Teorierne bag mødestrukturen og de refleksive processer er velbegrundede, og samtidig lette at gå til og anvende rent praktisk.
Der findes meget lidt litteratur om afholdelse af teammøder. Denne udgivelse er derfor en meget velkommen titel. Bogen kan suppleres med Rasmus Alenkærs Narrativ team-refleksion - i praksis.