Denne bog er oplagt at anvende i de pædagogiske fag på læreruddannelsen, i forbindelse med læreres videreuddannelse eller til pædagogisk forskning. Men det er samtidig også en bog, som bare kan læses af nysgerrighed og interesse.
Bogen er blevet til på baggrund af et forskningsprojekt, hvor Harriet Bjerrum Nielsen har fulgt en norsk skoleklasse gennem grundskolen og videre ud i livet. 17 år i alt. Målet var at anlægge et bredt perspektiv på børnenes lærings- og udviklingsprocesser med fokus på samspillet mellem socialisering, kundskabstilegnelse samt psykologisk og fysiologisk udvikling. Ved at følge en klasse gennem hele grundskoleforløbet skulle man nemlig gerne få et mere nuanceret billede end de øjebliksbilleder megen anden forskning giver. Hvilket lykkes til fulde. Bogen giver et meget nuanceret og spændende indblik i børns skolegang og udvikling baseret på forfatterens observationer og interviews. Det måtte gerne have været en dansk skoleklasse, der var omdrejningspunktet for bogen. Men norske børn og det norske skolevæsen adskiller sig ikke væsentligt fra den skoleverden, vi kender, så det gør ikke så meget.
Der er skrevet mange bøger om børns skolegang, men ikke som denne, der følger børnene gennem hele skoleforløbet. Bogen tilfører derfor en ny dimension til de øvrige bøger: tidsfaktoren.
Interessant forskningsprojekt, som lærerstuderende og andre interesserede kan finde god viden i.