Skriv til din læser handler om faglig skrivning til overbygningens elever. Målet er, at eleverne lærer selv at skrive velfungerende faglige tekster. Dermed udvikles også deres faglige læsning. I Skriv til din læser - Beskrivende tekster er der fokus på beskrivende faglige teksters formål: at formidle viden om verden. Beskrivende tekster har en særlig struktur og bestemte sproglige kendetegn som følge af deres formål, fx sammensatte ord og førfaglige begreber. I arbejdet med subjektive og objektive beskrivelser og med fagenes forskellige beskrivende tekster lærer eleverne beskrivende teksters struktur og kendetegn at kende. Eleverne afprøver løbende de forskellige teksttyper i mindre og større skriftlige opgaver, hvor de lærer selv at skrive gode faglige beskrivelser. Til serien hører en række vejledninger. De indeholder dels specifik vejledning til den enkelte bog i serien Skriv til din læser , dels en generel introduktion til faglig skrivning. Elisabeth Arnbak gør rede for formålet med og perspektiverne i undervisning i faglig skrivning. Serien Skriv til din læser kommer til at omfatte fire titler: Berettende tekster, Beskrivende tekster, Forklarende tekster og Diskuterende tekster. Til hver elevbog hører en vejledning. De to første titler er særligt velegnede til 7.-8. klassetrin.