I. G. debuterede i Gyldendals magasin, lyrik 76. Tekster herfra indgår sammen med en del andre i forf.'s debut-digtsamling Skuffebarn. Titlen hentyder til det bortgemte, oversete liv, som et proletarbarn, født i "et havehus på Tingvej / i 39" og "lagt i en kommodeskuffe", måtte leve under og efter krigen. Det erindrende digter-jeg er hele tiden tæt på hverdagslivets nære problemer: arbejdsløsheden med deraf følgende utryghed, den daglige angst for vold og tæv "fra verden udenfor (der) havde andre normer". Bogen slutter med et digt om det borgerlige bryllup som forræderi mod arbejderklassen. Så vidt, så godt. Den digteriske afdækning af det private livs undertrykkelse kan få flere læsere med på poesien, osse læsere fra arbejderklassen selv. Men det kræver for mig at se et digterisk sprog, som kan bearbejde, analysere samt sætte det oplevede/erfarede ind i en sammenhæng. Det er efter min mening ikke nok - som I. G. gør - at overføre et talesprogsnært, men klang- og rytmefritprosasprog til vers, det bliver det ikke mere poetisk af. Her er der mere at hente hos beslægtede folk som Vita Andersen, Fogtmann Lauridsen samt ikke mindst Lean Nielsen.