Jens Christian Grøndahls fjerde roman har form af en rejse tilbage i fortiden og erindringen, men mest af alt er det en rejse i sproget - et forsøg på at fastholde øjeblikket over for tidensubønhørlige gang. Et tilfældigt møde på gaden med en gift kvinde, som han tidligere har haft et forhold til, udløser hos den mandlige hovedperson en flydende og kaotisk strøm af sansninger ogbilleder fra en rejse sammen med kvinden i Sydspanien år tidligere. Som deres længsler og lidenskaber aldrig varigt fmder svar i opgivelserne eller hos den anden, er det en rejse, der er dømt tilat mislykkes og ende blindt: "- en ustandselig række af opbrud, uden nogen forestilling om et sted at ankomme til". I spring mellem tid, sted og synsvinkel er det historien om opbrud/tab, og omkærlighedens umulighed - aldrig som opfyldelse, men som det der bestandigt fortaber sig, fjerner sig. Over for denne moderne oplevelse af tab og hjemløshed står så romanens/kunstens sublimeøjeblikke af 'standset' tid, disselakuner i tidens strøm, der til gengæld fastholdes med en utrolig intensitet og sanselig fylde. JCG udnytter suverænt og stilsikkert sin inspiration fra den 'nye'franske roman, men i forhold til den forrige roman, Det indre blik (1990), virker denne mindre litterær og mere umiddelbart appellerende i kraft af sit stof.