Jacob Weinreich debuterede i 2001 med manderomanen Ringside, og dette er hans debut som børnebogsforfatter. Det er de 2 første bind i gyserserien Monsterjægerne med 12-årige Oliver og hans 4 venner og klassekammerater Markus, Hakan, Luna og Sofie i hovedrollerne. I Skyggen i vandet kontaktes de af et spøgelse, som de hjælper med at få fred ved at afsløre den lærer, der myrdede ham for mere end 30 år siden, og i Gravskænderen uskadeliggør de en blodtørstig zombie, som en nabo har skabt i forsøget på at genoplive sin afdøde kone. I alle strabadserne hjælpes de på vej af Olivers farfar, der selv er gammel spøgelsesjæger og har udset Oliver til sin efterfølger. Hvis man kan acceptere selve konceptet, at vi er omgivet af spøgelser og monstre i hverdagen, og det kan en stor del af vore lånere i 9-12-års-alderen, viser interessen for gyserbøger, så er handlingen og børnenes måde at gribe sagen an på logisk, selvom der stadig efter de 2 første bind i serien er lovlig lidt kød på personer og miljø. Fortællestilen er let humoristisk, dialogpræget og med nedslag af uhygge/hektisk spænding. Denne serie kunne meget vel gå hen og blive afløseren for Gåsehud, som den ligger tæt på både i stil og udstyr, både som tilløbsstykke i bibliotekerne og som samlerobjekt for de 9-12-årige gyserfans.