Til Harris- og mainstream spændingsfans, som ikke bare værdsætter handling men også troværdige personer og miljøer.
En tidligere engelsk premierminister Adam Lang (slående lig Tony Blair) hyrer fortælleren som ghostwriter til sine erindringer. Et stort honorar og ophold i USA lokker, og han drager af sted. Ret hurtigt opklares dog, at hans forgænger i rollen har lidt en mystisk brat død, og jobbet, der i begyndelsen synes overkommeligt, byder snart på mystiske inkonsekvenser mht. Langs fortid, som heller ikke fortrolige intime samtaler med hustruen Ruth umiddelbart kan afklare. Men da fortælleren pludselig kommer på den indskydelse at følge i sin afdøde forgængers fodspor via en forhåndsindstillet GPS i dennes efterladte bil, tager handlingen pludselig fart og en skarp drejning, hvor både CIA og fatale storpolitiske hemmeligheder kommer i spil. Vi går mod en meget overraskende og fermt sammenskruet slutning. Handlingen virker meget velresearchet og læseren får også et spændende indblik i, hvad ghostwriterjobbet indebærer. Derudover er det efterhånden en lise at møde en forfatter, der kan afvikle et godt, lineært og stramt komponeret plot på under 400 sider. En fin letlæst veloplagt spændingsroman for alle mainstreamlæsere.
Fx Forsyth og Robert Goddard.
En udmærket, spændende, letlæst og behageligt stramt komponeret spændingsroman, som henvender sig bredt til Harris-fans og mainstreamlæsere, som udover et spændende plot værdsætter troværdige personer og miljøskildringer.