Selv om det egentlig er kriminalfortællinger vil bogen først og fremmest kunne nydes af novellelæsere, der sætter pris på minimalisme.
Von Schirach er en fremtrædende tysk forsvarsadvokat. Tidligere i 2011 udgav han Forbrydelser : fortællinger, der minder meget om Skyld. Forfatteren bruger sine erfaringer til at beskrive en række sager i minimalistiske kriminoveller med sig selv som forsvareren. Det giver et billede på det store dilemma, det er at forsvare skyldige: I hans første sag frikender han en gruppe mænd, der beviseligt har voldtaget en ung servitrice, men da det er før DNA bliver de alle frikendt, da skylden ikke kan hænges op på enkeltpersoner! Det giver også et billede af et retsvæsen, der i enkelte tilfælde sætter menneskelige hensyn over lovens bogstav. Von Schirach har velfortjent fået store anmelderroser og er blevet bestseller i Tyskland.
I stil minder forfatteren om andre store novellister, fx Raymond Carver.
En fremragende lille samling kriminoveller med meget menneskelige ansigter.