Dette Smølfe-album om ånder med hukommelsestab er tegneserieunderholdning for hele familien. Kan læses højt fra ca. 6 år og kan selvlæses af børn fra ca. 10 år.
Smølferne finder i en sø en gammel krukke, der ud over nogle småsten rummer en lille glaskugle, der gemmer en ånd. Ånden kan opfylde ønsker, men den har hukommelsestab, så den kan desværre kun opfylde dem halvt. Smølferne opdager en dag, at troldmanden Gargamel har fået fat i deres ånd, men det viser sig at være åndens tvilling. Tilsammen kan de to ånder opfylde alle ønsker, men kun for deres ejermænd, så det tvinger Gargamel og smølferne til at blive enige om, hvad de skal ønske sig. Til sidst lykkes det smølferne at narre Gargamel, så han bliver nødt til at forsøge at hjælpe dem med at få ånderne tilbage til deres oprindelige hjem.
Endnu et nyt album om smølferne, der fastholder Peyos stil og ånd og det lidt gammeldags udtryk og den charme og venlige humor, vi kender så godt fra den populære serie. Historiens konflikt er lige tilpas til at fange læseren uden at skræmme de mindste fans væk.
Smølfe-serien om de små blå smølfer, der taler smølfisk, er helt sig selv og ligner ikke andre tegneserier. Smølferne deler dog univers med Peyos \Henrik og Hagbard\-serie, da de oprindelig stammer fra albummet Den fortryllede fløjte.