Den lille roman handler om den japanske haikudigtning og er på samme tid smuk, poetisk, let og jordbunden. Et haikudigt består af 17 stavelser på 3 linier. Et af bogens digte lyder: "Sammenkrøben kvinde/Urinerer og får sneen/Til at smelte." Og som det forklares, er et haikudigt noget gennemsigtigt, noget spontant, noget dagligdags af en subtil og jordbunden skønhed. Vi befinder os i Japan i 1884. Historiens hovedperson, den 17 årige Yuko, lever for sine haikudigte, som alle handler om sne. Sneen er så smuk, at han aldrig bliver træt af at betragte og digte om den. Han opsøges af kejserens officielle hofpoet, som er betaget af hans digtning og indbyder ham til hoffet. Imidlertid er Yuko og hans digte for meget præget af hvidhed, og han begiver sig nu på en rejse til det nordlige Japan for at opsøge og lære af Mesteren. En kærlighedshistorie føjer sig ind i den fremmedartede og på samme tid fra europæiske eventyr genkendelige historie. Det er en vidunderlig historie om kunst og om at leve sit liv i fulde drag i bevidstheden om dets endeligt. Den er en sproglig nydelse, enkel og prægnant, og den har minsandten ovenikøbet et plotmæssigt drive, som gør, at man læser den i ét nydende sug.