En ungdomsroman, der rummer både det tidstypiske og noget eviggyldigt. Den handler om kærligheden mellem to unge mennesker, hvis familier må anses for hinandens fjender, idet Jyttes mor som journalist afdækker Jalles fars bedrageri med offentlige midler. Den handler om Jalles frustrationer i samme periode og om den mobning, der følger børn af forbrydere. En del af bogen foregår i 9. klasse med dens hårdtslående jargon, og her og der er det ofte vennen Kino, der sætter dagsordenen. Jalle og Kino laver kortfilm og har helt deres egen dialog, gennemsyret af alle de film, de har set, og som de gerne vil efterligne. Men det kniber med at adskille film og virkelighed, og det ligner en kølig distance til almindelig moral og følelser. Tidens gadevold, diskrimination og gryende nazisme flettes ind i handlingen sammen med afpresning og terror, men med Jalle som gennemgående identifikationsfigur får begreber og problemstillinger et ansigt, bliver nærgående og forståelige. Jalle, pacifisten, oplever bødlen i sig selv. Men også kærligheden, der vil selv. Bogen vil meget mere end spændende underholdning, den stiller krav, og den honorerer sin læser.