En introduktion til sociologien, der retter sig mod gymnasiets samfundsfag på A niveau.
Poul Brejnrod er cand.mag. i filosofi og samfundsfag. Han giver i bogen en indføring i det sociologiske kernestof der lever op til kravene i gymnasiernes samfundsfag på A-niveau. Eleverne præsenteres for de grundlæggende linjer i den sociologiske forskning og for nogle vigtige sociologiske teoretikere, og de introduceres til en række forskellige sociologiske temaer inden for områder som identitet og socialisering, social differentiering og kommunikation og massemedier. Efter de fleste af de i alt 19 kapitler er der tematekster, der kan være tidsskriftsartikler, kronikker eller lignende, og der er forklaringer på nøglebegreber fra kapitlet. Layoutet er varieret med mange tabeller, grafer, tekstbokse etc. Afsluttende stikordsregister. Der er knyttet en hjemmeside til bogen med bl.a. opgaver.
Heine Andersens Sociolog - en grundbog til et fag, 2004 er en noget mere omfattende og lidt mere krævende introduktion til sociologien og også beregnet til undervisningsbrug.
En god introduktion til den moderne sociologi og dens temaer og begreber og vigtigste teoretikere. Bogen er primært rettet mod undervisningen i gymnasiet, men kan også læses af andre interesserede.