Anden del af den letlæste serie Folket fra Skråbjergene. Som bind 1 Den forsvundne by (2008/01) er den for de yngre fantasylæsere fra ca. 9 år. Også oplæsning for de ca. 8-9-årige. Forsiden og de s/h ill. sender på en afdæmpet måde de rigtige signaler.
Den 10-årige dreng Rian kommer igen i forbindelse med almanderne Elien og Ereanna. I et forsøg på at hjælpe disse personer, der tilhører et forsvundet folk, ud af Skyggeverdenen, et magisk gråt land uden håb, må han selv tage dertil. Handlingen er overskuelig og ganske udmærket. Bindet virker afrundet, men titlens sølvamulet, som Rian og hans farfar er kommet i besiddelse af, skal nok vække opmærksomhed i det fattige samfund og dermed give stof til en fortsættelse af historien. Vægten er ikke lagt på at tilføre fantasygenren noget nyt, men på at være et tilbud til de let øvede læsere. Dette lykkes bl.a. vha. et godt layout med en stor og tydelig typografi og gode tegninger i s/h og gråtoner.
Serier som Elverdronningens riddere af Peter Gotthardt (også Carlsens stribede) og Den Sorte Safir af Cecilie Eken er til det samme publikum.
Et letlæst og veltilrettelagt tilbud i fantasygenren til de læsere, der er ude over begynderlæsningen og har nogenlunde samme alder som hovedpersonen, altså omkring 9-11 år.