Billedbogen henvender sig til drenge og piger mellem 3 og 6 år. Forsideillustrationen formidler, at der er tale om en historie med masser af spænding og fart over feltet.
Dette er tredje historie i serien om de glade og modige sørøvere Rasmus, Killer, Bølle-Bent og Enøje. Da de fire sørøvere ankommer til Fridas fødselsdag, bliver de mødt af hendes ulykkelige far, som fortæller, at hun er blevet kidnappet. Sørøverne drager derfor på en farefuld færd for at befri deres veninde. Det levende og flotte sprog bærer historien frem med meget direkte tale, som bidrager til en endnu mere tempofyldt handling. Lea Létens genkendelige illustrationer er som altid en fryd for øjet - her udformet i lidt neutrale og jordfarvede akvareller.
Sørøvere er et populært emne i børnebiblioteket. Historien kan sammenlignnes med seriens øvrige to titler og John Duddles Sørøverne flytter ind.
Thorstein Thomsen har med klassiske virkemidler forfattet en eventyrlig fortælling, som blander action og spænding med humor. Létens fantastiske illustrationer afrunder historien på bedste facon.