Med Pelle og Lene som gennemgående figurer slippes fantasien løs i en sørøverroman, der dels inddrager og kærligt beskriver en dansk lokalitet og dens beboere, dels fører læseren med Pelle og Lene på en rejse fra Årøsund til Regnbueøen i Det Caribiske Hav. På denne fantasiens rejse er alt tilladt, tidsbegrebet ophæves, så vi sejler med sørøverskibet Den gule Enke i 1485, i 1972 eller 2002. Forfatteren kan således både foregribe begivenhedernes gang og blande fortid og nutid. Det giver selvsagt nogle pudsige situationer og dialoger, ofte med en let ironisk distance til aktuelle og nutidige forhold, som den mere modne læser vil genkende og more sig over. Bogen er spækket med muntre episoder og indfald, indlagte historier og lange beskrivelser af kendte steder på ruten. Kaptajn Klo er med sit mandskab katalysator for en humanistisk holdning, en ikke-voldelig ageren og en retfærdighedssans, der er med til at give bogen sin pejling. Vittig, varm og fabulerende, dog lidt langtrukken. Oplæsning som familieføljeton, ellers fra 6. kl.