Paolo Cognettis roman om Sofia, hvis liv læseren får indblik i fra forskellige sider, henvender sig især til læsere af nyere italiensk skønlitteratur, der kredser om eksistens og relationer.
Forfatteren er født i Milano og fik sit gennembrud med romanen De otte bjerge, der udkom på dansk i 2018. Denne roman udkom på italiensk i 2012 og er nu oversat til dansk. Hovedpersonen er Sofia, og bogens ti kapitler kredser om hendes liv fra fødslen i Milano,til hun er midt i tyverne og rejser til New York for at blive skuespiller. Kapitlerne veksler mellem tid og sted og giver forskellige vinkler på Sofias liv og på de mennesker, der er en del af hendes liv. Sofias liv rummer bl.a. psykisk sygdom, selvmordsforsøg, en kunstnerisk men psykisk ustabil mor, en utro men kærlig far, en ældre kæreste, bekymrede veninder og en aktivistisk tante.
Velskrevet roman kendetegnet ved et præcist sprog og en alvorlig tone. Teknikken med de forskellige fortællevinkler er både romanens styrke og svaghed. Der tegnes et nuanceret og fint portræt af Sofia og de mennesker, der omgiver hende, mens de mange spring i tid og sted kræver lidt ekstra af læseren.
Af andre italienske forfattere, der skriver om eksistens og relationer til andre, kan nævnes Domenico Starnone og Paolo Giordano, der begge kan anbefales til den samme målgruppe.