Roman til piger der er vilde med at læse om veninder, den første forelskelse og forældre der ikke opfører sig helt som man ønsker. Målgruppen er piger mellem 11-14 år.
Hvornår er man småforelsket, og hvornår er man storforelsket? Det er det gennemgående tema i historien om pigen Sofie. Sofie er en helt almindelig pige på 12-13 år, som bruger sin tid sammen med bedste-veninden Julie, mens de snakker om skolen, drenge og andet vigtigt. Pludselig bliver alt anderledes. Far og mor flytter fra hinanden, og Sofie får kæresten Jonathan. Men er hun egentlig forelsket i ham? Og hvorfor virker ham fyren fra sommerhuset pludselig så spændende! Hvordan ved man egentlig, om man kan lide eller ikke lide nogen, og hvad er kærlighed egentligt for en størrelse? Teksten er sat op i små afsnit, på max. 4-5 linjer hver. Satsen er sat med en normaltype størrelse. Bogen ligner i udseende lidt en letlæsningsbog, og opbygningen af bogen kan formentlig også gøre overskueligheden og læsningen nemmere for nogen. Bogen er oprindelig svensk, og her er det første bog i en serie på fire, så måske får vi i Danmark mere at høre til Sofie og hendes liv. ,.
Der er rigtig mange bøger i samme stil, men piger med "hang til disse bøger" kan ikke få nok og vil helt sikkert også kaste sig over denne. Ida Marie Rendtorff og Camilla Wandahls pigebøger minder i stil meget om denne.
En fin lille historie, som tager fat på den første kærlighed, veninder og forholdet til forældrene.