Solar-serien startede med Invasion (02/13) og fortsatte med Nedtælling (03/20). Her i tredje bind er vi stadig i år 3617, og ved starten af dette bind er menneskeheden for alvor truet. Der er gået et par måneder, siden loortech-racen første gang dukkede op i de galakser, der beherskes af "de stræbende" (=menneskeheden). Handlingen begynder med, at hele "Den Tredje Flåde" sættes ind i et modangreb, der skildres spektakulært, men som desværre går hårdere ud over menneskenes forsvar end over loortechernes angrebsflåder. Til gengæld slutter handlingen en smule mere optimistisk. Bogens forcer er stadig, at forfatteren skifter mellem store slagscener og tætte handlinger, hvor der fokuseres intenst på enkeltpersoner, og på hvordan denne krigstilstand påvirker deres liv. Han er særdeles ferm til at håndtere de store optrin, og i dette bind synes jeg, han har været en smule bedre til at gøre personportrætterne levende end i anden del. Der er et lille resume forrest, men man er nok nødt til at læse serien i den rigtige rækkefølge for at følge med. Det vil s.f.-yndere fra ca. 14 også gerne gøre. Stadigvæk et godt bud på en dansk stjernekrigssaga.