Efter et mislykket flugtforsøg er forholdene for Sø- og Skovfolket blevet uudholdelige. Fangernes madrationer er skåret ned til det halve, og de bekæmper hinanden indbyrdes. Det er nu op til Ivalu og Anfred at tage kampen op. Bogen er tredje bind af fantasyserien "Fire folk". Fra 14 år.
Fire folkeslag er blevet fordrevet af en istid, og de befinder sig nu på en ø med mildt klima. Hovedpersonerne Ivalu og Anfred er sammen med deres folk taget til fange. Efter et mislykket flugtforsøg sidder de som fanger, hvor de har fået endnu værre forhold, end de har kunnet forestille sig. Ivalu og Anfred prøver som et sidste desperat forsøg at kontakte de lokale på øen. Bogen er tredje bind i serien om "De fire folk", hvor første bind er Evig vinter.
Dystopisk fremtidsserie, der henvender sig til børn fra 14 år, men helt sikkert også vil finde sine fans blandt unge og voksne. Genren er populær, og seriens emner om folkevandringer og klimaproblemer er aktuelle. Tredje bind er som de forrige, velskrevet, spændende fortalt og hurtigt læst. Forfatteren har selv angivet, at det er sidste bind i serien. Det er et must, at man læser serien i kronologisk rækkefølge.
Der findes flere bøger, der foregår i en fremtidig dystopisk verden fx Den druknede soldat fra serien "Kloden under vand". "De fire folk" adskiller sig fra øvrige fremtidsfortællinger ved, at det er en kommende istid, der påvirker klimaet.