Utopi skrevet 1602, udgivet 1623. Campanella (1568-1639) var napolitansk filosof og munk. Han tilbragte halvdelen af livet i inkvisitionens fængsler. Dette hans hovedværk om Solstaden beskriver et totalitært-kommunistisk og teokratisk samfund: En bureaukratisk opbygget by med orden og kontrol opbygget efter astrologisk byplan (han forkastede det kopernikanske verdensbillede); et centralistisk og hierarkisk opbygget samfund styret af åndseliten; et mandsdomineret samfund hvor filosofi, videnskab, krigskunst og kristendom er idealet. Håndværk og landbrug dyrkes i fællesskab og ejendomsretten er ophævet. Forplantningen foregår ved reguleret avl, en slags racehygiejne. Campanellas utopi afspejler måske det opgør med feudalismen som det spæde borgerskab og monarkiet gennemførte. I dag forældede, men de fortæller om nogle af 1600-tallets ideer. Cand. mag. Ole Jorn redegør grundigt både i indledning og efterskrift for værkets baggrund: byplaner, utopien som genre, Campanellas tænkning og bogens særlige opbygning som "hukommelseslandskab". Det fylder over halvdelen af bogen. Som helhed er bogen let læst og bredt forståelig. Publikum må findes blandt læsere med interesse for 1600-tallets ideer (barokken) og for utopi-genren.