Vidtforgrenet roman centreret om en opfindelse med potentiale til at ændre verdens gang. Den begynder i en tysk ubåd under 1. verdenskrig og slutter dybt inde i Sibirien i 2018. For læsere af konspiratoriske og historiske spændingsromaner.
Karolina og Martin fra Hamborg falder over nogle gamle spolebånd fra 1. verdenskrig. Her fortæller en pilot en utrolig historie om de livsfarlige og hemmelige ekspeditioner, som han og hans folk har deltaget i under krigen. Ekspeditionerne foregår både i en ubåd og i flyvemaskine. Ubåden lægger ud ved den amerikanske østkyst, hvor man kommer tæt på videnskabsmanden Nikola Tesla, over det kolde Barentshav og ender i en flod i den sibiriske ødemark ved Tunguska. Er det virkelig en meteorit, der er eksploderet ved Tunguska, eller noget helt andet? Og lever der ukendte, menneskelignende væsener i området? Jacob Munkholm Jensen (f. 1974) har skrevet flere historiske romaner, senest Sidste båd fra Disko.
Det er en roman, der vil meget, og som har et kompliceret plot samt skift i tid, form og perspektiv. Som læser kan man miste overblikket over plottet og være usikker på, om alle trådene faktisk bliver samlet til sidst. Trods de dramatiske begivenheder bliver romanen aldrig rigtig spændende eller vedkommende.
Andre danske forfattere, der skriver spændingsromaner med historiske konspirationsvinkler, er fx Hasse Norbye og Martin Winckler-Carlsen.