Her er et væld af ideer til børn i alderen 7-11 år, der keder sig i sommersolen. Det er en blanding af nye og traditionelle aktiviteter fx solure, udendørs lejr, mobiler, farvning af t-shirt og tøj, drikke, is, snacks, og lege. De præsenteres smart, farvestrålende og iøjefaldende indpakket i den typiske Dorling Kindersley-stil. Den lover 50 forskellige sommeraktiviteter, men der er mange som ligner hinanden. Stikordsregisteret, som er bagest i bogen, rummer da også kun 47 ord. Men ideerne er mange, og der anvendes genbrugsmaterialer og gængse materialer og redskaber, der findes indenfor rækkevidde. Det beskrives gennem instruktive fotos og en let tekst, der tilsammen gør ideerne lette og ukomplicerede. På flere opslag præsenteres det færdige produkt før opskriften, som laves i et snuptag, efterfølgende. Forfatteren kender vi fra Halloweenbogen, 2001 og Tryllerier, 2003. Bøgerne ligner alle hinanden, men det internationale præg generer mest i Sommersjov. Aktiviteter i naturen og brug af materialer fra naturen mangler næsten helt, og det generer mig, at der anvendes fremmedartede vafler og kun citroner til læskedrikke. Bogen vil primært kunne underholde børn i alderen 7-11 år, der kun skal have lidt hjælp fra en voksen.